Edward Weie. "Dame med Banjo" 1922-23. Olie på hårdtræ (malerplade). Usigneret. Betegnet på bagsiden. 41x32 cm. (51,5x42,5 cm.). Proveniens: Bruun Rasmussen kunstauktioner. Auktion 725, katalognummer 854.
Motivet kan sammenholdes med H. Giersings samtidige malerier af Dame (oftest søster eller hustru) med guitar.

Biografi: Edvard Weie voksede op på Christianshavn i et hjem præget af fattigdom, og hans vej til kunsten var ikke let. Efter at have uddannet sig til malersvend søgte han flere gange forgæves om optagelse på Akademiet, og først i 1905, da han var 25 år gammel, fandt han frem til Kristian Zahrtmanns skole. Her kom han ind i kredsen af vordende modernister, heriblandt Harald Giersing, Sigurd Swane og Gustaf Wolmar, som han 1910 præsenterede sig sammen med på udstillingen Ung dansk Kunst, der indvarslede modernismen i dansk sammenhæng. Elevforholdet til Zahrtmann sluttede i 1907, da W. var blandt de udvalgte elever, der ledsagede læreren til Italien, men vendte hjem i utide på grund af gemytternes uoverensstemmelse. W.s tidligste billeder var interiører og bymotiver fra Christianshavn i en afdæmpet, gråstemt naturalisme, men under opholdet i Italien klarede farven op, som det ses i Fra Amalfi (1907). Hans arbejder fra de følgende år er kendetegnet af en stadig friere penselskrift og tiltagende farvepragt og lysfylde, f.eks. Mindet, Christiansø (1912), og det blev snart klart, at W. var en af generationens største koloristiske begavelser. Lige som Karl Isakson og flere andre af tidens unge kunstnere tilbragte W. gerne somrene på Christiansø, tiltrukket dels af det stærke lys og øens næsten sydlandske farver, dels af samværet med jævnaldrende, der var engageret i kunst og teori, ikke mindst farveteori. Af stor betydning for W. var mindeudstillingen efter Isaksons død 1922. De to kunstneres udforskning af farvens klang var beslægtet, og W. så det som sin opgave at fortsætte arbejdet med farvetonerne der, hvor Isakson havde sluppet, og nå endnu dybere i forståelsen af deres udtryksmæssige potentiale. I de følgende år malede han en lang række opstillinger, heraf adskillige bygget op omkring sammenstillingen af et par stærkt orange appelsiner og en ultramarinblå krukke. Som Isakson lagde W. stor vægt på arbejdet med kontrastvirkningen, som han sammenlignede med det kontrapunktiske i musikken, men de to kunstneres farvesprog er i øvrigt vidt forskelligt. Hvor helhedstonen hos Isakson ofte er mild og sydlandsk, er den hos Weie både køligere og mere dramatisk. Sideløbende med opstillinger og landskaber var W. allerede i årene før 1. verdenskrig begyndt at arbejde med frie, fantasibårne figurkompositioner med mytologisk eller litterært udgangspunkt, og disse billeder betragtede han selv som sine vigtigste. Heri søgte han at forene klassiske temaer og en visionær, romantisk form med den moderne malerkunsts landvindinger med hensyn til rendyrkning af farven. Ønsket om at skabe en stor figurkunst på fuldt moderne grundlag blev en livslang drivkraft. Han malede version efter version over en håndfuld udvalgte temaer, men på grund af en meget veludviklet selvkritik levede de sjældent op til de forestillinger, der svævede for hans indre blik, hvorfor mange endte i kakkelovnen. W.s form ændrede sig markant med årene. De tidlige arbejder er detaljerige og stofmættede, de mange versioner af Romantisk fantasi fra begyndelsen af 1920rne bygget op af store, fyldige farvemasser, der glider sammen i en gennemgående mild helhed, mens sene arbejder som Faun og nymfe (1941) er sat op med få, brede strøg og en akvarelagtig, næsten tyngdefri farve. W. tilsluttede sig nødigt en bevægelse, og han isolerede sig stadig mere fra sine jævnaldrende ved den skånselsløse kritik, han fremførte i aviser og blade. Han betragtede hovedparten af samtidens danske kunst som værende i dyb krise og blottet for værdier, der gik ud over det rent artistiske. Selv insisterede han på, at det centrale i kunsten skulle være et menneskeligt moment, og han mente, at kunsten skulle forny sig gennem såvel et fordybet naturstudium som gennem arbejdet med farvernes musikalske potentiale. I den tyske romantiske musik så han den bedste inspiration til en fuldstændige omformning af kunstens værdigrundlag. Han drømte om en åndeliggørelse, der skulle overvinde både naturalismens og æsteticismens begrænsninger. I sine sidste år udstillede W. kun sjældent, men han arbejdede intenst med et større skrift, hvori han sammenfattede sit kunstsyn, og som udkom posthumt under titlen Poesi og Kultur.

Dette er en deLuxe-vare af særlig kvalitet. Effekterne til deLuxe udvælges af Lauritz.coms eksperter fra Museumsbygningen. deLuxe-varer kan efterses i de showrooms, hvor de er indleveret.

Se samtlige deLuxe varer